4. Semester

Efter vel endt 3. semester er jeg så småt begyndt at finde mig til rette i det jeg forestiller mig bliver mit fremtidige job. Til 4. semester har jeg, som altid, opstillet nogle forventninger, som jeg efterfølgende kan kigge tilbage på og reflektere over.

Forventninger til 4. Semester:

Jeg har på 4. semester en klar forventning om, at projekterne bliver endnu mere selvstændige og, at det forventes at vi selv tager stilling, og kan argumentere for vores valg. Ikke mere “I kan bare gøre sådan her”, fra underviserne. Det er ikke til gavn for os.

Rapportskrivning:

Derudover ved jeg, at der i løbet af 4. semester skal skrives en valgfri rapport, indenfor en af tre grene af byggebranchen. Jeg har en klar forventning om, at mine evner inden for det kommunikative kombineret med mine akademiske fordele, vil gøre opgaven overskuelig, uanset hvad den end måtte omhandle. Det betyder at jeg sandsynligvis kan lægge kræfter andetsteds og sikre at jeg løfter mig fagligt inden for andre områder.

Toning af studie:

Ca. halvvejs inde i semestret skal vi vælge “toning” af vores uddannelse, hvilket betyder at man skal prioritere om man ønsker at arbejde på byggepladsen eller i den projekterende afdeling. Jeg har en forventning om, at jeg skal arbejde med projektering, men ser frem til at blive klogere på dette i løbet af semestret, så jeg ikke blot vælger ud fra en prædefineret fornemmelse.

Nyt studiemiljø:

Vi starter ligeledes op på et nyt studiested, VIA University College, Campus C inde i Aarhus (På den gamle Ceres grund). Jeg mener at dette er interessant af flere årsager. Selvfølgelig fordi det hele er nyt og bør være bedre for studiemiljøet, men også fordi der foregår enormt meget byggeri lige uden for vinduerne. Jeg glæder mig meget til at følge så stort et byggeri dag for dag, da det bør give en indsigt i hvorvidt byggepladserne kan være relevante for mig på længere sigt, eller om jeg skal arbejde med projektering – Eller noget helt tredje.

I henhold til min personlige portfolio har jeg besluttet at benytte mig af samme skabelon, som jeg brugte på 3. semester – Hvis det virker for mig på dette semester (hvor vi ikke har undervisning og vejledning i faget), så vil denne skabelon blive brugt fremover også. Du kan se min portfolio for 4. semester ved at bruge dropdown menuen øverst, eller du kan klikke på nedenstående links.

Læringsmål og læringsstil
Kompetenceskema
Refleksionsområder